Skip to main content

Jeg er taknemmelig for min rejse i HPE – selv uden at have en eneste uddannelse i kufferten

Kevin Larsen Service Experience Leader

Som Service Experience Leader er jeg overordnet ansvarlig for vores kunder i serviceafdelingen. Jeg er bindeled mellem vores salgsafdeling og kunden, samt kunden og vores supportorganisation, og jeg har ansvar for, at vi leverer på det hele. Min rolle er at lede og koordinere projekter og sikre, at kunden oplever at blive serviceret på bedst mulige måde.

Min uddannelsesmæssige baggrund er temmelig anderledes end alle andres, for jeg har intet andet end 10. klasse. Jeg har arbejdet mig op fra kundesupport og teknisk support i andre it-virksomheder og blev for ti år siden ansat i HP i Sverige som servicekoordinator. Jeg har altid haft interesse for teknik og har fået meget erfaring gennem årene. Men at jeg har fået mulighed for at rykke op i geledderne uden at have nogen form for uddannelse overhovedet, gør mig stolt af min arbejdsplads og meget taknemmelig.   

Skolegang tændte mig ikke, men det gør det til gengæld at arbejde med mennesker. Det driver mig 100 pct. Jeg nyder i den grad at mærke på vores kunder eller mine kolleger, når noget har gjort deres hverdag nemmere eller på anden måde givet merværdi. Det handler om god kommunikation og evnen til at forstå, hvad de konkrete behov egentlig er. Jeg har fokus på de bløde værdier og har menneskehåndtering på dagsordenen hver eneste dag. Det er en kæmpe fornøjelse. 

Vi er i fuld gang med en stor transformation i HPE, som betyder, at vi sælger services frem for fysiske produkter. Konsekvensen ved det er bl.a., at vi skal bruge mere tid sammen med kunderne. Vi skal dybere ned i deres forretning for at forstå deres processer. Vi lærer dem at kende på en mere – ja, næsten intim måde. Vi skal fokusere på deres pipeline for de næste tre til seks måneder frem for de næste fem år. Det giver så meget mere mening. 

Og vi skal samtidig ændre vores egne interne processer, så de stemmer overens med den måde, vi nu sælger vores løsninger på. Her synes jeg, at HPE har taget et kvantespring. Både i overgangen fra hardwaresalg til everything-as-a-service og i evnen til at nedlægge de gamle, arkaiske processer, som mange it-virksomheder stadig har. Vi er en amerikansk virksomhed med tonsvis af processer. Men det er lykkedes os at transformere organisationen, så al fokus er på kunderne. Det er jeg meget stolt af. 

Jeg er også meget stolt over den inkluderende måde, man som medarbejder bliver taget imod på. Jeg har altid følt mig inkluderet, også selvom jeg ikke har haft en uddannelsesmæssig baggrund at læne mig op ad. Jeg har selvfølgelig taget et hav af kurser gennem årene, og det næste der kigges på, er en diplomuddannelse i ledelse. Det er jeg meget taknemmelig for. Dette er afgjort den fedeste arbejdsplads, jeg nogensinde har været på.  

Sæt jeres digitale transformation på dagsordenen

Er du interesseret i at høre mere om HPE og vores løsninger, så udfyld formularen.
Book møde