
Da jeg blev ansat i HPE for to år siden, tænkte jeg, at det var et modigt valg at ansætte sådan en som mig. Mange vil nok tænke, om en kandidat i psykologi og pædagogik kan skabe værdi i it-branchen? Jeg kom direkte fra universitetet og havde ingen erfaring med teknologi eller forretning. I det private erhvervsliv vil en person med min profil typisk arbejde inden for HR-området. Men i HPE skulle jeg agere bindeled mellem vores store erhvervskunder og supportorganisationen.
Hurtigt fandt jeg ud af, at min fornemmeste opgave er at få folk til at tale sammen. Og her kommer min uddannelse mig virkelig til gavn. Jeg sikrer, at vores kunder, sælgere og teknikere forstår hinanden på kryds og tværs. Det er min opgave at skabe overblik og et fælles resonansrum, så supportorganisationen kan yde den bedste og mest effektive hjælp til kunderne.
Jeg er i øvrigt langt fra den eneste med en lidt skæv profil, for jeg arbejder bl.a. sammen med en fysiker og en historiker. Det giver et fantastisk dynamisk arbejdsmiljø.
Der er flere ting, der gør mig stolt over at arbejde i HPE. Vores firmakultur er ret exceptionel. Vi har en meget flad organisation, og initiativer fra den enkelte medarbejder kan blive til virkelighed. Det bliver ikke bare ved snakken – forslag bliver realiseret, hvis de skaber værdi. Fx har jeg sammen med en kollega i mit team givet forslag til, hvordan vi bedre kan erfaringsudveksle i teamet. Det har vi fået skabt en struktur for og sat i værk. Det er jeg ret stolt over.
Derudover arbejder vi med en ’open door policy’ – eller snarere ’no door policy’. For der er ingen døre mellem ledelse og medarbejdere. Vi har ikke faste skriveborde, og alle – også vores adm. direktør – arbejder i samme storrum. Så jeg kan sidde ved siden af vores adm. direktør en hel dag eller kolleger fra andre afdelinger. Det bidrager også til det dynamiske arbejdsmiljø.
Det er også værd at nævne, at ledelsesstilen er moderne og tillidsbaseret. Vi arbejder med frihed under ansvar, hvilket giver fuld fleksibilitet. Det er jeg personligt ret vild med.
Vores talenthold, som jeg er en del af, består af unge og ældre. Grundtanken er, at talent ingen alder har, og derfor oplever jeg, at vi kan erfaringsudveksle på et meget højere niveau, end hvis talentgruppen udelukkende bestod af yngre medarbejdere. Også dette understøtter det dynamiske arbejdsmiljø.
HPE har desuden en stærk og synlig CSR-kultur, som jeg er stor fan af. Jeg er især begejstret for, at vi har mulighed for at lave frivilligt arbejde i arbejdstiden. Jeg har tidligere arbejdet som frivillig i en årrække, og det giver så mange fede oplevelser og føles så rart at gøre noget godt for andre. Jeg har bl.a. deltaget på en eventdag for syge børn og bagt cupcakes til både medarbejdere og beboere på et plejehjem under corona. Jeg er stolt af at være en del af en virksomhed, der påtager sig et socialt ansvar.
Læs flere cases
Sæt jeres digitale transformation på dagsordenen
