
Jeg startede som Graduate i Barcelona for over syv år siden og arbejder i dag som Strategic Sales Manager i vores netværksafdeling Aruba i Danmark. Aruba dækker over alt ’wired’ og ’wireless’ – lige fra switche og WAN-løsninger til vores hybride cloudmodel, HPE GreenLake. Jeg har desuden det strategiske ansvar for vores distributører i Danmark. Det er enormt spændende og lærerigt.
Indlæringskurven er stejl, hvis man ønsker det. Men aldrig mere stejl end man ønsker. Jeg har haft gode chefer hele vejen, der har formået at skubbe mine grænser – lige akkurat nok til at jeg ville få succesoplevelser. Jeg er blevet kastet ud på dybt vand, men altid med en redningskrans. Det har lært mig at være nysgerrig på mine egne grænser og finde min egen vej at gå.
Jeg læner mig gerne op ad min chef og lærer meget ved altid at have en med, der kompletterer min viden. Det har jeg gjort, siden jeg startede som graduate i Barcelona. Det var udfordrende at sælge store løsninger, når man som jeg var helt grøn i branchen. Jeg rakte ud, og jeg blev hørt med det samme. Og sådan var det også, da jeg efter et længere kræftforløb kom tilbage på arbejde og gerne ville noget andet. Jeg havde forandret mig og havde andre prioriteter, og der blev taget action med det samme, så jeg landede på rette hylde.
Det, der gør mig særligt stolt ved at arbejde i HPE er vores fokus på kultur, vores ihærdighed i markedet, og at ledelsen formår at se og forfremme de medarbejdere, der har potentialet til at blive dygtige og inspirerende ledere. Kulturen gennemsyrer hele organisationen, og den er kendetegnet ved, at vi hjælper hinanden. Hele tiden. De forskellige teams virker så flydende og velfungerende, fordi det er kunden, der er i fokus, og hvordan vi i samlet flok kan bidrage til at løfte kunden.
Jeg har også oplevet kulturen fra en anden vinkel, mens jeg havde sygeorlov. Det er næsten uundgåeligt, at man mister noget af sin identitet under et sygdomsforløb. Dog var alle meget støttende under forløbet, og jeg følte mig som en del af HPE hele vejen igennem. Mine kolleger gjorde det også utroligt nemt og behageligt for mig at komme tilbage på arbejdspladsen. Det vil jeg for altid være taknemmelig for.
Læs flere cases
Sæt jeres digitale transformation på dagsordenen
